Der er husspektakler her i ejendommen. Det tror jeg i det mindste. Jeg har nemlig observeret, at hver gang naboen skruer højt op for musikken, så går der sådan cirka en halv time, hvorefter jeg kan høre gråd. Dagen efter kan jeg så se, at kvinden, der bor inde ved siden af, har fået et blåt øje. Hun er ellers ret god til at kamuflere det med makeup og store solbriller. Jeg så hende igen i sidste uge. Øjet var blåt. Men ikke kun øjet. Slagene havde også ramt hende på kæben. Den var hævet. Hun sagde kort hej, da jeg mødte hende på trappen.

Meget bekymret

Sandt at sige, så er jeg temmelig bekymret for hende. Det ser – for mig – ud som om at hun får flere og flere tæv. Jeg ved ikke, hvorfor. Jeg kan jo ikke høre, hvad de siger til hinanden, fordi der bliver skruet op for musikken derinde. Jeg har faktisk overvejet at ringe til politiet et par gange, men et eller andet sted, så er der noget, der forhindrer mig i at gøre det. Måske er det min uvidenhed. Måske er det en meget stærk følelse i mig, der fortæller mig, at jeg ikke må blande mig i andre menneskers anliggender. Hvor går grænsen? Jeg ved det ikke. Men jeg har besluttet, at jeg vil helgardere mig.

Nærmeste kvindekrisecenter

Jeg har nemlig besluttet, at jeg vil finde ud af, hvor det nærmeste kvindekrisecenter her i Nordsjælland ligger. Det kan jo godt tænkes, at jeg bliver nødt til at hjælpe hende med at komme væk fra den voldelige tåbe, hun bor sammen med. Jeg har også besluttet, at næste gang, jeg møder hende, så vil jeg spørge hende direkte, om hun har brug for hjælp. Jeg vil fortælle hende, at jeg har en mistanke om, hvad han gør ved hende. Det kan godt være, at hun reagerer med foragt og fortæller mig, at jeg skal holde mig for mig selv. Men hun skal vide, at jeg er lige inde ved siden af, hvor hun bor. Og når tingene bliver for uudholdelige for hende, så hjælper jeg hende.

Hun har brug for min hjælp

Jeg tror, at det er den bedste måde, jeg kan sørge for, at hun ved, at hun kan få hjælp, hvis hun får brug for det. Og det er nok også den bedste måde, jeg kan sørge for, at jeg har nogenlunde god samvittighed over ikke at have gjort noget tidligere. Det er ikke det samme som at sige, at jeg sover roligt, nu hvor jeg har lagt min plan. Det er bare en måde, jeg kan sikre, at jeg ikke er helt passiv overfor det, jeg ved der sker, og samtidigt har fået samtykke til at gribe ind, hvis det bliver for slemt.

Går jeg over stregen? Bør jeg bare ringe til politiet næste gang, jeg hører, at der bliver skruet op for musikken? Eller er jeg paranoid? Jeg ville virkeligt ønske, at der var noget mere oplysning at få omkring det her. Det er ikke tilstrækkeligt at få at vide, at der findes en telefonlinje, man kan ringe til, hvis man har en mistanke.