Min bror er på besøg. Han forsøger at overbevise mig om, at jeg ikke er skør. Han fortæller mig, at det, jeg oplever, er normalt. Der findes ikke 100% normale mennesker. Vi har alle sammen et eller andet, der er unormalt i os. Jeg ser på ham. Han er sød. Gør alt, hvad han kan, for at jeg ikke skal synke længere ned i det mudderhul, som jeg føler, at jeg allerede står i halsen til. Følelsen af, at jeg kvæles, er overvældende. Jeg har hjertebanken, og mine hænder ryster.

En stille hjælp

Han sætter sig ned ved siden af mig og omfavner mig. Vi rokker sådan lidt frem og tilbage. Næsten som man vugger et lille barn i sin favn. Jeg kan mærke, at han trækker vejret roligt. Men jeg kan også fornemme, at hans hjerne arbejder op højtryk. Han tænker sikkert over, hvad han skal gøre, for at jeg får det bedre.

Det er et tilbagevendende problem for mig. Jeg bliver deprimeret. Egentlig ikke så dybt, at jeg begynder at få selvmordstanker og sådan noget. Men nok, til at jeg får det fysisk dårligt. Nok, til at jeg bare er ulykkelig og ikke kan holde ud at tænke på, at der er noget, der hedder arbejde og en hverdag.

Behandlingen var effektiv

Jeg har været i en ganske effektiv stress behandling. Det har hjulpet. Men åbenbart ikke tilstrækkeligt. Stress behandlingen var en anbefaling fra min læge. Første gang jeg oplevede den der følelse, var det jo ham, der tilså mig. Han fandt ikke nogen fysiske problemer hos mig og antog, at jeg har stress. Og ja, jeg har da også et stressende job.

Men det kan ikke kun være stress, jeg lider af. Jeg er overbevist om, at der er noget mere og dybereliggende. Men min læge afviser, at jeg er ved at blive fuldstændig skør. Det er tvangstanker, og stress behandling kan hjælpe på dem.